Mit liv er mildest talt kaotisk. Hvis du spørger mig selv, selvfølgelig! Som de fleste teenagere synes jeg, at skolen, lektierne, vennerne, festerne og forventninger nogengange bliver for meget.
Da jeg gik ned med en depression var der mere end en person der valgte at træde på mig i stedet for at have overskudet til at hjælpe. Fair nok, at man ikke har overskudet til at hjælpe mig - det var der mange af mine daværende veninder der røg på, faktisk var der kun to jeg følte jeg kunne med der holdt ved. Den dag i dag, nu er det ved at være et års tid siden det hele begyndte er jeg mere end glad for at jeg fik den 'åbenbaring' som jeg kalder min depression på mine gode dage.
Jeg lærte at lytte til min krop, jeg lærte hvem der var mine venner og hvem der ikke var, jeg fandt ud af hvordan jeg selv var og hvor mine personlige grænser går. Hvis jeg ikke havde haft den periode havde jeg helt sikkert stadig gået på gymnasiet men været mildest talt ulykkelig. Så ville jeg hellere have 8 måneders hård kamp også stadig kunne stå op bagefter i stedet for at gå foroverbøjet konstant.
Heldigvis var jeg så heldig at have min daværende kæreste og mine to bedsteveninder, som jeg ved altid vil være der for mig - og omvendt. De har allerede været der, da jeg havde allermest brug for dem på trods af hvad alle andre sagde. Det er ikke engang fordi jeg føler jeg står i gæld til dem, som nogle evt. ville sige, men mere fordi jeg ikke kunne forestille mig et liv uden dem og fordi jeg ønsker dem det bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar