One month,

Siden Magnus døde, og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på ham. Han var en skøn dreng, som har haft enorm virkning på så mange mennesker, deriblandt flere af mine veninder. Til min 10. klasses terminsprøve kom der en opgave, to uger efter hans død hvor man skulle skrive om en man havde mistet. Ironisk nok...

Et farvel der har sat sig spor (Jeg giver slip)

Det hvide lys brænder stadig hjemme i stuen, præcis som det har gjort de sidste to uger. Lørdag klokken 04:30 er det to uger siden. To uger siden han forsvandt ud af mit liv uden antydningen af det sidste farvel. Hvis jeg kunne gøre det hele om, havde jeg gjort det på et sekund.  

Bare tanken om at han er væk får mig til at ryste og mine øjne til at løbe i vand. Vi kender ham alle sammen. Han er ham den pæne dreng, der altid er omgivet af vennerne, ham man regner med ikke vil skænke en et enkelt blik. Men sådan her var han ikke, nej ikke ham her.

Jeg ved vi igennem livet skal møde modstand for at kunne komme videre, men for at kunne komme videre skal man vel også give slip? Hvornår er det for tidligt at komme sig over sorgen af en kær ven og hvornår er det så for sent? Kan det nogensinde blive for sent? Når man glemmer at leve livet og kun lever i datiden, er det så der man til at få styr på sit liv igen, og hvordan kan det lade sig gøre?

Den eneste grund til jeg kun tænder lys for Magnus er fordi jeg ved han ville have ønsket at han blev husket men at vi alle fortsætter vores liv, for selvom han var beruset og pantsatte sin egen død, ville han aldrig bevidst såre dem der holdt af ham. Jeg håber og tror jeg kommer videre, kommer over min sorg, kan lære at leve med han ikke længere her, men jeg har ham i hjertet. Jeg giver slip.